Tilbage til Nyheder

LIVET SOM PRO: Matt Walker ser frem mod 2021

09 februar 2021

Den samlede vinder i 2020 i World Cup Downhill, Matt Walker fra Madison Saracen-holdet, har en målskive på ryggen i 2021. Men den unge britiske rytter nyder at være under pres, og efter en træningslejr i Sydafrika er han klar til at jage sin første sejr i et World cup-løb i år.

Se dokumentarfilmen her

play

Siden sin sejr i Juniorkategorien i UCI Mountain Bike World Championships i 2017 har Matt Walker været anset som en kommende stjerne inden for downhill. En svær anden sæson på Eliteniveauet i 2019 betød, at han gik ind til 2020 med lidt lavere selvtillid. Da Covid-19 kom og vendte løbskalenderen på hovedet, var Madison Saracen-rytteren en af de hurtigste til at tilvænne sig. Efter at World Championships i Østrig åbnede sæsonen endte Matt Walker med at vinde den samlede World Cup Overall-titel.

I den proces måtte han holde sig foran nogle af de mest etablerede stjerne inden for sporten. Og følgelig starter han i 2021 med en målskive på ryggen. Men der er også fortsat mange mål, han kan stræbe efter. Både Matt Walker og hans træner Phil Dixon har fremhævet nogle områder, som den regerende mester kan tage sigte på.

For Matt Walker var det en mærkelig følelse at begynde i Elitekategorien, fortæller den 21-årige: “Da jeg først blev interesseret i downhill, var det tilfældigvis den sæson, hvor Greg [Minnaar] og Gee [Atherton] kæmpede med hinanden om den samlede titel. Derfor blev de mine idoler, da jeg voksede op. Så da jeg selv blev Elite for tre år siden, var jeg nødt til at vænne mig til det mentalt. Jeg havde ikke mindre respekt for dem. Men jeg var nødt til at anerkende, at mine idoler nu var mine rivaler.”

Matt Walkers jordbundne personlighed og rolige tilgang til trinvise fremskridt har gjort ham bedre år for år. Sådan forklarer Phil Dixon det i hvert fald. “Jeg har arbejdet med Matt siden han var 15,” fortæller Dixon. “Da han først kom med under Madison Saracen-holdet som Juniorrytter, bad Will Longden mig om at tage mig af ham. I starten fokuserede vi på, at Matt skulle have det sjovt og udvikle sine evner. Først da han avancerede til Elitekategorien blev han sat på en mere struktureret træningsplan. Jeg mener, at hvis man når sin top som Junior, kan det være meget svært at lukke den store afstand til verdensklasserytterne.”

“Efter tre års uafbrudte fremskridt er Matt der hvor han skal være,” fastslår Dixon. Der er ingen tvivl om, at 2021 bliver et stort år. “På en måde var det held i uheld, at Matt ikke vandt et World Cup-løb i 2020,” filosoferer Dixon. “Det giver ham en stor og tydelig målsætning for 2021 og en kæmpe kilde til motivation.”

For at komme bedst muligt i gang med forberedelserne til 2021 rejste Walker til Sydafrika i januar. Mens hans hjemland Storbritannien skuttede sig i den snefyldt vinter, nød han solen i Stellenbosch. “Når man sidder her i solen er det nemt at se, hvorfor jeg gerne ville lægge min vintertræning i Stellenbosch,” griner Matt Walker. “Det har været fantastisk at have mulighed for at slippe for vinteren, køre på de imponerende spor og træne i det gode vejr.”

Dixon har også sørget for, at Walker ikke kun kom til at have det sjovt på sporene og slappe af ved poolen. Der blev også plads til træningsprogrammer med fokus på styrke, smidighed og eksplosiv kraft. Et år efter deres seneste træningslejr i Stellenbosch var træneren imponeret over Walkers fremskridt. “Sidste år var du nærmest ved at kollapse hen mod slutningen af dine spurter,” husker Dixon. “I år lægger du kraft i pedalerne hele vejen igennem.” “Jeg føler mig også mere effektiv,” indrømmer Walker.

Det ser ikke godt ud for hans konkurrenter, med andre ord. Især fordi han og Phil Dixon arbejder på en plan om at sikre, at han ikke kun er fysisk, men også mentalt forberedt på den kommende sæson. “Jeg tror på, at det er virkelig vigtigt, at man nyder at cykle,” siger Matt Walker. “Selvfølgelig er det træls nogle gange – især hvis det regner eller sner og man er nødt til at tage landevejscyklen. Men muligheden for at køre på en DH-cykel i weekenden og deltage i løb er det hele værd. Jeg elsker det!”

For at sikre underholdningsværdien og holde Walker motiveret og afslappet inden løb, har Dixon et helt særligt es i ærmet “Mange downhillere kører også på motocrosscykler,” smiler han. “Men Matt elsker sin banecykel. Så planen er at holde ham frisk og underholdt ved at lade ham køre på sin motorcykel i år. Dagene på racerbanen skærper også hans reflekser ud over at gøre ham glad. Og det vil holde ham sulten og motiveret forud for World Cup-løbene. Lige nu er han helt vild efter at få sin første World Cup-sejr!”

I år kan det igen blive en nøgle til succes at holde motivationen intakt gennem en udfordrende sæson. Med risikoen for gentagne bølger af Covid-19 i Europa er det ikke sikkert, at World Cup-sæsonen kan løbe af stablen helt som planlagt. Den fleksibilitet, som Matt Walker har udvist med fire løb presset sammen i en meget stram kalender i 2020, kan vise sig at tjene ham lige så godt som hans vintertræningsprogram.

Det samme gælder endnu et år til at vænne sig til cyklen og komponenterne. For at holde den samme følelse bruger Matt Walker PRO Tharsis 35 styr og PRO Stealth offroadsadel på både sine downhill- og trailcykler. “PRO har været virkelig gode til at finde balancen mellem stivhed og eftergivenhed, der leverer feedback, i Tharsis 35 styret,” roser han. “Det er stift nok til at klare det svære terræn, men har også nok flex til at give den rette mængde feedback fra sporet. Hvis styret er for stift, får man ikke nogen feedback, og det går ud over køreegenskaberne.”

“PRO Stealth offroad-sadlen passer mig bare rigtig godt,” tilføjer han. “Jeg har prøvet en del andre sadler før, og ingen af dem har fungeret lige så godt for mig. Jeg bruger den samme model på alle mine cykler og synes den er virkelig komfortabel, selv på lange træningsture. Selv i en træningslejr som Stellenbosch, hvor jeg cykler meget hver dag, er den behagelig at bruge; og det er supervigtigt.”

Med udstyret og forberedelserne på plads, sammen med en plan for at holde motivationen oppe gennem et potentielt besværligt år, går rytteren fra Madison Saracen ind til 2021 med alle muligheder for endnu en stjernesæson. Dette år kan byde på hans første Word Cup-sejr. Det er ikke noget under, at han har en stor målskive på ryggen, men Matt Walker bærer det ekstra pres flot.

Næste relaterede artikler

Gå til Nyheder

Livet som PRO: Coryn Riveras unge erfaring

Coryn Rivera
Læs mere
MTB

Matt Walker vinder den samlede UCI WC DHI Series i 2020

Læs mere
Blog Detail Template